Toms Gruppens kulturarv
Bag Toms Gruppen ligger en lang og begivenhedsrig historie, som går tilbage til konfektureproduktionens spæde start i Danmark. Toms Gruppens Fond har muliggjort et nyt og systematisk arbejde med at klarlægge kulturarven, som naturligvis også indbefatter de mange erindringer om generationers arbejdsliv og oplevelser med chokolade- og slikproduktion. Gå på opdagelse på Kulturarvs-sitet her:
Vil du bidrage til Toms Gruppens historie?
For at sikre fortællingerne om hvordan det har været at arbejde hos Toms Gruppen, indsamler vi fortsat erindringer fra tidligere medarbejdere. Erindringerne er en afgørende del af historien om Toms Gruppen og om arbejdslivet i konfekturebranchen. Har du erindringer, fotos eller genstande fra dit arbejdsliv hos Toms, Anthon Berg, Galle & Jessen, Pingvin Lakrids, Bonbon, Bogø eller andre af Toms Gruppens Brands, hører vi meget gerne fra dig på oplevtoms@tomsgroup.com.
Arbejdsdreng hos Toms
Erindringer beretter om Toms Gruppen som arbejdsplads, og samarbejdet mellem kollegaer er et hovedtema i flere af erindringerne. Jørgen Dyrehave var ansat hos Toms som arbejdsdreng i starten af 1960erne, og han har både skrevet og illustreret om sin tid hos Toms. Her er Jørgens historie om den glemte chokoladehane:
”Det hele kørte så som det skulle i et stykke tid. Men så en dag var der god gang i røverhistorierne og tobakken ude på toiletterne – og så løber tiden jo.
Lige da det var allermest hyggeligt var formanden der igen. -”Jørgen!” råbte han. -”Nu kommer du fanden gale mig ud derfra”. Han var virkelig gal denne gang, kunne jeg høre.
Og det var der også god grund til. Mit værste mareridt var gået i opfyldelse. Jeg havde glemt at lukke hovedhanen til chokoladen med det resultat, at chokoladen væltede ud over kanten på den lille beholder og ned på transportbåndet. Og nu var det ikke kringler og kattetunger, der kørte ind gennem køletunnelen, men et gigantisk månelandskab af chokolade... og i den anden ende af køletunnelen sad pakkedamerne, som denne gang – om muligt – var endnu mere rasende end sidst. Denne gang var de ikke mørkerøde i ansigterne, men helt gasblå og de skideballer som jeg, og den stakkels formand, fik af dem egner sig ikke til tryk, men det var grove ord kan jeg sige. Faktisk vort sprogs værste gloser.
Det var jo egentlig forståeligt nok for det gik jo igen ud over deres akkord – og denne gang endnu mere. Sidst var produktionen hurtigt i gang igen, men denne gang var der timers rengøring inden transportbåndet kørte perfekt igen.”
